Historie
Hvidbjerg Fjernvarmeværk 1961 – 2011
Af Herman Rømer
Indledning.
Med Hvidbjerg Fjernvarme i 50 år, 1961 – 2011 er der sat en milepæl i værkets historie.
Fjernvarmeværkets historie er historien om fremsynede personer i Hvidbjerg, der har gået i spidsen for et projekt, der så absolut ikke – hvor besynderligt det end kan lyde – var en selvfølge.
Byen havde stadig jævnstrøm, og var overgangen til vekselstrøm kommet før fjernvarmeprojektets fødsel, var det næppe blevet til noget i første omgang. Nok mest på grund af den økonomiske byrde det ville medføre for borgerne.
Fjernvarmeværkets historie er også historien om, hvor hurtigt vi kan vænne os til, at nogle ting kommer af sig selv – bare er der. Og hvor uforskammet vi fråsede med varmen.
Vi var mange, der i 60´erne og begyndelsen af 70´erne lukkede vinduer og døre op, når det blev for varmt i stuen
Varmen kostede jo ”ingenting!”
Det er også historien om overgang til alternativ energi (halmbrændsel), da OPEC - landene pludselig lod os smage ”mosten” ved at lade olieprisen stige og sendte den ene chokbølge efter den anden i form af prisstigninger ud til forbrugerne.
Hvad skulle det dog ende med? Hvad skulle vi gøre?
Nu lukkede vi vinduer og døre hermetisk til, satte ekstra tætningslister i, krøb sammen i små rum, lukkede kun lidt op for radiatorerne og lod bilen stå om søndagen!!
Og endelig er det historien om mange spændende møder og eksperimenter, en masse mekanik og de besværligheder, det kunne medføre – ikke mindst i opstarten af halmværket.
Sidst - men ikke mindst – er det også historien om udnyttelse af lokale resurser samt en masse glæder, når værket kørte og tingene lykkedes.
Fjernvarme.
Hvad er fjernvarme, og hvornår startede det?
De to spørgsmål er afhængige af hinanden. Holder vi os først til historien, kan fjernvarmen føres helt tilbage til romertiden, hvor de romerske legioner i Britannien udnyttede geotermisk varmt vand, som de lod cirkulere gennem render til opvarmning af bygninger og bade.
Og er det ikke netop det, vi forstår ved fjernvarme? Varmt vand der hentes eller produceres et sted og føres til bygninger, hvor det bruges til opvarmning.
Det egentlige gennembrud for fjernvarme skete dog først i sidste halvdel at 1800-tallet i USA, hvor en ung vandværksingeniør og opfinder, Birdsill Holly fik den idé, at anlægge en fjernvarme-ledning fra et centralt dampkedelanlæg til sit eget hus. De 230 m rør, der var isoleret med asbestfilt og gravet ned i jorden, endte i en vandvarmer i Hollys hus.
Men var det nu fjernvarme?
Nej, ifølge definitionen i Den Store Danske Encyklopædi er fjernvarme distribution af varme gennem rør til flere ejendomme med forskellige ejere!! Altså, kan vi på forhånd udelukke boligblokke o.l. med et centralt kedelanlæg til opvarmning af lejlighederne!!
Så fik vi det på plads – eller hvad?
En kendsgerning er det, at fjernvarmens egentlige gennembrud i Danmark skete i årene 1959 – 1964, kulminerende i 1964 med 45 nye værker. I 1965 blev der oprettet omkring 20 nye værker, i 1966 3 værker og i 1967 kun et enkelt nyt værk. Danmark var stort set dækket.
I 1997 var der i Danmark ca. 350 fjernvarmeselskaber, hvoraf hovedparten var organiseret i Dansk Fjernvarmeværkers Forening.
Situationen i Danmark er helt speciel, da der foruden de kommunale forsyningsselskaber er etableret et betydeligt antal private selskaber på andelsbasis – ét af dem er Hvidbjerg Fjernvarmeværk.
Fjernvarmeanlæg i Hvidbjerg Stationsby
Det vil føre for vidt at nævne alle personer og aktiviteter omkring oprettelsen og driften af Hvidbjerg Fjernvarme, men ønsker man oplysninger om de personer, der har været involveret i varmeværket, og hvad der er sket i de 50 år, værket har eksisteret, kan der henvises til en protokol, som Anders Sund har lavet et udmærket afskrift af. Denne vil sandsynligvis få sin plads på Det lokalhistoriske Arkiv i Hvidbjerg. Her skal først og fremmest gives en kort historie over de væsentlige begivenheder.
År 1960 skal nævnes, for her begyndte det. 1960 var året, hvor Hvidbjerg Borger og Håndværkerforening tog initiativ til via en annonce i Thylands Avis at afholdelse et møde på Hvidbjerg Kro med det ene formål at undersøge interessen for oprettelsen af et fjernvarmeanlæg i Hvidbjerg Stationsby.
Et sådant havde man just fået i såvel Hurup som Snedsted, hvorfor sognerådsformændene, Olander, Hurup og Møller, Snedsted var inviteret med til mødet for at give en redegørelse af deres erfaringer med værkerne i deres byer.
Begge havde kun godt at fortælle og efter flere indlæg og spørgsmål fra de fremmødte, blev der nedsat et udvalg bestående af slagtermester Jens Stokholm (fmd.) fabrikant Th.V. Eriksen, installatør Volmer Søgaard, August Hye-Knudsen og realskolebestyrer I.P. Jensen.
Der var mødt 45, og de 31 stemte for, at der skulle vælges et udvalg.
Hvidbjerg Fjernvarme A.M.B.A. stiftes.
Senere på året blev der afholdt flere møder, og udvalget var på besigtigelsestur til værkerne i Hurup og Snedsted. Formanden henvendte sig til civilingeniør Iver Lykke Kristensen fra Århus, som lovede at være behjælpelig med udkast og beregninger til et fjernvarmeanlæg. Lykke Kristensen mente, at det var klogest, da der nu var omkring 40, der havde tegnet sig, at indkalde til en stiftende generalforsamling og der fremlægge et lovudkast til de allerede ca. 40 tegnede.
Dette møde blev berammet til mandag den 4. juli 1960. Kun de, der skriftligt havde tegnet sig havde stemmeret.
Stiftende generalforsamling, 4. juli 1960.
Der var mødt ca. 75 til dette møde, hvilket udvalgets formand, slagtermester Jens Stokholm umiddelbart udtrykte glæde over, da interessen for værket ikke hidtil havde været overvældende. Til stede var også ingeniør Iver Lykke Kristensen, Århus.
Efter at formanden havde redegjort for udvalgets arbejde og fremkommet med nogle totale årsforbrug over forskellige ejendomme i Hurup og Snedsted, gav Lykke Kristensen en saglig og klar beretning om fjernvarme i andre byer på størrelse med Hvidbjerg.
Han mente, at udgifterne til et anlæg til 100 forbrugere ville beløbe sig til ca. 600.000 kr. og han sluttede med at opfordre alle til at stå sammen om et fjernvarmeanlæg i Hvidbjerg.
Herefter oplæste dirigenten (I. P. Jensen) udkast til lov/vedtægter ud fra vedtægter, som var gældende i andre byer. I alt 24 paragraffer blev gennemgået punkt for punk og vedtaget uden større ændringer. Heri blev det bl. a. fastlagt med hvilket beløb de enkelte medlemmer skulle bidrage med til fremskaffelse af anlæg og driftskapital.
Selskabet Hvidbjerg Fjernvarme A.M.B.A. var nu en realitet og dirigenten udbad sig derefter forslag til den kommende bestyrelse som blev: slagtermester Jens Stokholm – maskinfabrikant Th. V. Eriksen – handelsmand Jens Holgård – bagermester Henning Buskjær – mekaniker Christian Jensen. Fjernvarmeværkets første formand blev slagtermester Jens Stokholm, men endnu var det første spadestik ikke foretaget.
Hvidbjerg får et fjernvarmeanlæg.
Med stiftelsen af Hvidbjerg Fjernvarme A.M.B.A. var bolden givet op til starten på at få bygget anlægget. Tre hoveddele indgår i et fjernvarmeanlæg, nemlig: produktion, distribution og husinstallationer.
Naturligvis var der mange ting, såvel om priser og finansiering, som bestyrelsen måtte undersøge nærmere, og der blev da også foretaget flere undersøgelser og besigtigelser af igangværende værker.
Men på et møde den 3. maj 1961 blev der med ingeniør P. W. Thomsen, Viborg og ingeniør M. Thomsen, Kolding truffet aftale om køb af et fjernvarmeanlæg, som M. Thomsen lovede at begynde med, så snart arbejdsforholdene tillod det. Ligeledes skrev bestyrelsen betinget skøde på køb af fagforeningens jordstykke i Østergade. Her skulle bygningen med kedelanlægget ligge.
Onsdag den 17. maj 1961 blev det første spadestik til Hvidbjerg fjernvarmeanlæg foretaget i Søndergade. Nu var man i gang!
Princippet i fjernvarmerør:
|
Indtil man fik mulighed for termofotografering, kunne en lækage være svær at finde, og megen unødigt gravearbejde blev foretaget. Med termofotografering kunne man gå direkte ned til utætheden.
En kolossal forbedring på ledningsnettet fik man, da man begyndte at lave præisolerede fjernvarmerør (billedet til højre). De var meget lettede at lægge ned og isoleringen var bedre. Der er sket en stor udvikling på det felt, og i dag kan man f.eks. få rør, hvor både fremløb og retur ligger i samme kappe – såkaldte twin-rør.
I dag er samtlige rør i Hvidbjerg præisolerede.
To af de tre hoveddele, produktion og distribution var nu påbegyndt. Husinstallationerne måtte af gode grunde vente, til ledningsnettet var ført frem. Fjernvarmerørene blev støbt ind i beton og gravet ned i vejen eller fortovet, hvorfra de kunne føres ind i de enkelte bygninger, som havde ønsket at modtage varme fra værket. Det varme vand førtes ind med en temperatur af 80 gr. og blev returneret til værket, typisk med en temperatur på 40 gr. Den afgivne varme måtte forbrugerne så betale for. Dette skete ved, at man betalte for de m3 varmt vand, der cirkulerede gennem husinstallationerne. En gennemstrømsmåler sørgede for, at vandmængden blev målt.
I mange tilfælde kunne forbrugerne bruge de installationer (radiatorer), de i forvejen havde – dog krævede varmeværket, at der blev foretaget en trykprøve på dem. Den 3. hoveddel, (husinstallationen) var så på plads.
For at værket kunne producere varme, måtte det have en kedel, der kunne opvarme vandet til den ønskede temperatur. Hertil krævedes brændsel.
Den nye tids brændsel var olie.
Med det stigende benzinforbrug opstod der nemlig et restprodukt på raffinaderierne, den svære fuelolie, som ikke kunne brændes af i det lille oliefyr i enfamiliehusene. Fjernvarmeværkerne kunne med deres store moderne fyringsanlæg med brændere og forvarmere brænde fuelolie.
Det lykkedes at få forhandlet prisen på den første leverance fuelolie ned til 109 kr. pr ton ved køb af 500 ton pr. år. (se i øvrigt oversigten over oliepriser m.m.)
Den 7. sep. 1961 kl. 18.30 var bestyrelsen, samtlige håndværksmestre, medlemmer af sognerådet, politiet og ingeniør P. W. Thomsen forsamlet på varmeværket og præcis kl. 19.00 trykkede formanden slagtermester Jens Stokholm på knappen og derved startede oliekedlen og varme strømmede ud i rørene til forbrugerne.
Herefter blev der afholdt en del taler og takket– ikke mindst til bestyrelsen – for det initiativ de havde taget, og der blev budt på vin, kransekage og cigarer.
En by med fjernvarme og en by i udvikling.
Nu skulle man jo tro, at resten kunne køre af sig selv, og at bestyrelsen kunne holde en velfortjent pause, men nej. Der blev nok spørgsmål at tage stilling til i den kommende periode. Men et var dog sikkert, det fungerede og varmen var billig, og det var nemt. Ingen behøvede et fyr, der skulle holdes ved lige og skorsten, der skulle renses. Ja, tænk sig, byen blev mere og mere røgfri.
Men opgaverne kom. Stadig flere meldte sig til som forbruger, og byen voksede. Man måtte planlægge og forberede udvidelse af ledningsnettet. Og så kom der naturligvis også klager fra kunderne. Det kunne være store og små ting. Så længe varmen var billig, var der ikke så mange beklagelser over for store afregninger, men i takt med at prisen steg (vi fik den første oliekrise i 1973), blev forbrugerne mere og mere bevidste på afregningsprisen og mente, at det vand, de fik ind i huset, ikke altid var varmt nok (80 gr.). Der kunne også være en fejl ved installationen, så de uden at have fået gavn af det, havde brugt alt for meget varme. Bestyrelsen fandt som regel frem til en løsning på klagerne, så alle blev tilfredse.
Et ubehageligt problem opstod, da man måtte konstatere, at de betonstøbte fjernvarmekanaler blev utætte. Problemet opstod først i Søndergade allerede i 1970, og det syntes man var alt for tidligt. Rørene var simpelthen tæret op af rust. Heldigvis var der kommet præfabrikerede rør på markedet (se disse), så problemet kunne afhjælpes, men gratis var det ikke.
Gratis var det heller ikke, da man efter megen tovtrækkeri og mange overvejelser endelig besluttede af lave en ny hovedledning til boligområdet omkring Rolighedsvej og Fasanvej. Til gengæld slap man for en ny varmecentral i plejehjemmets kælder, som bl. a. havde været på tale!
De stadig stigende oliepriser - og dermed højere m3-priser - gav også problemer. Forbrugerne sparede naturligvis på varmen, isolerede husene bedre og forsøgte sig med alternative (supplerende) varmekilder. Det gav dårlig økonomi for varmeværket, men i 1981 lykkedes det på en ekstraordinær generalforsamling at få omlagt varmeafregningen, så en del af regningen baserede sig på boligens størrelse. Dette gjorde værkets økonomi mindre sårbar, hvis varmeforbruget alle stedet ikke var så stort.
Det helt store spørgsmål kom dog, da prisen på olie efterhånden var steget så meget, at en anden form for brændsel blev interessant.
Halmværket
Som nævnt vedblev oliepriserne at stige, og ingen turde spå om, hvor de ville ende. Derfor blev spørgsmålet, om man kunne bruge andet brændsel mere og mere aktuel. Egentlig havde man i første omgang slet ikke halm i tankerne, men fokuserede nok mest på kul. For selv om prisen på kul også var stigende, var der slet ikke tale om så voldsomme prisstigninger som på olie, og desuden lå forsyningsområderne ikke i OPEC-landene. Herudover kunne man måske bevare placeringen af varmeværket.
Det var først da landmændene, ved Askov Overgaard, fremkom med ideen om et halmfyret varmeværk, at tankerne og snakken gik i den retning. Men ideen blev ikke købt lige med det samme. Der måtte mange spekulationer, beregninger og møder til, inden det blev en realitet. Bekymringerne gik nok især på, om det i det hele taget var muligt at brænde halmen af og hvordan? Skulle en mand nu stå ude på værket og med en fork fodre halmfyret?!! I øvrigt havde man ikke megen erfaring med halmværker, og desuden var bestyrelsen ikke enig. Men efter besigtigelse af flere værker og efter at vores Linka-mand (Erling Jensen, Lem) havde udvalgt en våd halmballe og brændt den af i et halmfyr, var den sidste tvivl i bestyrelsen væk.
Hvidbjerg Fjernvarmeværk, som det fremstår i dag, med de knopskydninger, der er opstået p.g.a. nødvendige udvidelser. Olieværket i Østergade er nedlagt og har nu til huse i halmværksbygningen.
Efter nogle interessante, men også bevægede møder blandt forbrugerne, kunne projektet sættes i gang. Det blev bestemt, at værket skulle ligge uden for byen på Håndværkervej. Grunden blev købt, og der blev afhold licitation og skrevet kontrakt med landmændene, der havde oprettet et halmforsyningsselskab. I første halvdel af 1984 blev der afholdt 6 bestyrelsesmøder (plus ”det løse”), der alle handlede om byggeriet, klage fra forbruger omkring udbud og halmkontrakt.
I efteråret kunne man starte halmværket op, og den 3. dec. 1984 var der åbent hus. Oliefyret i Østergade blev omforandret, så det nu kunne fyre med alm. fyringsolie, idet man nu satsede på, at den primære brændsel skulle være halm.
Det har det også været, men man måtte hurtigt sande, at ingenting kører af sig selv. Slidtage og mange problemer med at rense røgen (filteranlægget) har givet meget ekstra arbejde til varmemesteren, hvorfor man da også ansatte en medhjælper.
Men halmen?? –slap man for at forke den ind i fyret? Ja!! Et sindrigt system - først et transport-bånd, siden en kran - sørger for at indfyringen sker automatisk og smertefrit.
I det hele taget er der lavet mange forbedringer på værket. Der er blandt andet opsat en akkumuleringstank, der kan opsamle varmt vand, som så kan bruges i en spidsbelastningsperiode. Man er nu ved normal drift og kortere stop uafhængig af olien. Varmen afregnes ikke længere i brugt m3 varmt vand, men måles i Mwh, som nok er en mere retfærdig afregningsform, og så er varmen blevet billigere!!
|
